sutterefleks – Minimyo

Når et barn bliver født, er munden styret af reflekser. Det er automatiske bevægelser, som hjælper barnet med at overleve, før det har lært at styre munden bevidst.

De orale reflekser har stor betydning for synkning, beskyttelse af luftvejene og erfaringer med mad

Men de er midlertidige.

I takt med barnets udvikling skal reflekserne gradvist integreres, så mere viljestyrede bevægelser kan tage over. Denne overgang er helt central, når barnet skal i gang med fast føde.

Hvorfor skal reflekser integreres?

Når en refleks integreres, betyder det ikke, at den forsvinder. Den træder i baggrunden og giver plads til, at barnet selv kan styre bevægelserne

Så længe de tidlige orale reflekser er aktive, arbejder munden automatisk. Det er hensigtsmæssigt i starten, men senere har barnet brug for selv at kunne:

Holde maden i munden
Flytte den fra kind til kind
Tygge og synke i eget tempo
Bearbejde og handle på sanseindtryk i munden

Hvis reflekserne ikke falder til ro, kan de komme til at modarbejde madopstart, selvom barnet aldersmæssigt virker klar.

4 orale reflekser med betydning for spisning

Sutterefleksen

Hvornår: Er allerede aktiv i graviditeten. Den integreres typisk, når barnet er omkring 3 måneder.

Når noget placeres bagerst i munden, løfter tungen sig og bevæger sig i et bølgende frem-og-tilbage-mønster. Refleksen gør det muligt for barnet at få mælk, før det selv kan styre suttebevægelsen.

I takt med udviklingen skal barnet gradvist overtage suttebevægelsen selv. Forbliver refleksen aktiv, vil barnet have tendens til at sutte på maden, i stedet for at arbejde rundt i munden og tygge på den.

Brækrefleksen

Hvornår: Til stede fra fødslen. Den integreres ikke, men ændrer placering.

Refleksen beskytter barnet mod at synke noget, der er for stort. Hos en nyfødt sidder refleksen langt fremme i munden som en vigtig sikkerhed. Med alderen rykker den længere tilbage på tungen.

Hvis tungens bevægelighed er nedsat, eller hvis munden er meget sansesensitiv, kan brækrefleksen blive ved med at ligge langt fremme.

Det kan gøre madopstart svær, fordi barnet reagerer kraftigt og gagger, allerede når maden bevæger sig lidt bagud i munden.

Tongue thrust (Tungestød)

Hvornår: Aktiv fra fødslen og frem til cirka 6 måneder.

Når noget rører barnets læber eller forrest i munden, vil tungen automatisk skubbe det frem og ud over gummerne. Refleksen beskytter barnet mod at synke fast føde, før det er klar. (Medmindre det mades med ske af en forælder – så kan refleksen ikke altid forhindre maden i at synkes.)

Når barnet bliver klar til fast føde, integreres tongue thrust refleksen, så tungen kan begynde at bevæge sig op, bagud og fra side til side. Hvis tongue thrust forbliver aktiv, kan barnet have svært ved at holde maden i munden og vil ofte skubbe den ud i stedet for at tygge.

Biderefleksen

Hvornår: Aktiv fra fødslen. Integreres typisk omkring 6-9 måneder.

Biderefleksen udløses, når noget berører barnets gummer. Kæben lukker sammen som en beskyttende reaktion. Hos spædbørn hjælper refleksen med at stabilisere munden under amning.

Når barnet bliver ældre, skal refleksen aftage, så kæben kan åbne og lukke mere bevidst. Hvis refleksen forbliver aktiv, kan det være svært for barnet at tygge varieret og slippe maden igen, når det er nødvendigt.

Hvad sker der, hvis reflekser ikke integreres?

Reflekser integreres gennem gentagne bevægelser og erfaring. Jo mere barnet får mulighed for at øve sig, jo mere kan det overtage de funktioner, som reflekserne har understøttet.

Hvis en eller flere orale reflekser forbliver aktive længere end forventet, kan det blandt andet vise sig som:

Svært ved madopstart
Hyppig gagging på mad eller bestik
Besvær ved at flytte mad rundt i munden
Kompenserende tyggeteknik
Vedvarende savl
Manglende lyst til fast føde
Kræsenhed

Mange forældre ved, at sutterefleksen forsvinder efter de første måneder. Derfor kan det hurtigt give anledning til tanken om, at man ikke længere kan ændre på, hvordan barnet sutter. Det kan føles både endeligt og lidt opgivende.

Virkeligheden er heldigvis mere nuanceret.

Hvad er sutterefleksen?

Sutterefleksen er en medfødt refleks, som hjælper spædbarnet med at overleve. Den aktiveres, når noget placeres i ganen. Når brystet, en flaske, en sut eller en finger stimulerer området, udløses en automatisk suttebevægelse.

Refleksen gør det muligt for det helt lille barn at sutte uden bevidst styring.

Omkring 3-månedersalderen begynder sutterefleksen gradvist at integreres. Det betyder ikke, at barnet stopper med at sutte, men at suttebevægelsen i højere grad bliver viljestyret, og mindre refleksbaseret.

At træne sutteteknik i de første måneder

Mange børn finder hurtigt en god og funktionel sutteteknik helt af sig selv. De malker brystet effektivt, får nok mælk og amningen foregår uden smerter.

Oplever man udfordringer, for eksempel at barnet har svært ved at få fat, sutter overfladisk eller at amningen gør ondt, kan sutteteknikken ofte støttes og forbedres.

Så længe sutterefleksen er aktiv, er det relativt nemt at arbejde direkte med suttefunktionen. Her kan man udnytte refleksen og stimulere ganen med en finger, og på den måde støtte suttebevægelsen. I den periode giver klassisk suttetræning mening.

Men hvad så, når sutterelfeksen er integreret?

Når sutterefleksen er integreret, kan man stadig arbejde med sutteteknikken.

Det, der ændrer sig, er hvordan man gør det.

I takt med at refleksen fylder mindre, bliver den generelle mundmotorik vigtigere. Fokus flytter sig fra at træne selve suttebevægelsen isoleret til at skabe bedre forudsætninger for, at sutningen kan fungere.

Det handler blandt andet om:

Tungens bevægelighed
Samarbejdet mellem kinder, læber og tunge
Styrke og udholdenhed i mundens muskulatur

Ved at støtte den generelle mundmotorik på et alderssvarende niveau, kan man ofte se at sutteteknikken forbedres af sig selv.

Når sutteteknikken ændrer sig efter 3 måneder

Det er normalt, at udfordringer med sutteteknikken først bliver tydelige, når barnet er omkring 3 måneders alderen.

I de første måneder hjælper sutterefleksen barnet med at sutte automatisk. Det betyder, at barnet i en periode kan kompensere for eventuelle spændinger, nedsat bevægelighed i tungen eller mindre optimal teknik.

Når sutterefleksen gradvist integreres, skal barnet selv styre bevægelserne i munden. Det er ofte her, man begynder at opleve nye smerter, uro, tab af vakuum, eller at barnet bliver hurtigt træt ved brystet.

Det betyder ikke, at teknikken pludselig er blevet dårlig, men at barnet ikke længere kan kompensere på samme måde. Det er helt normalt først at blive opmærksom på udfordringerne på dette tidspunkt.

Hvad kan man realistisk forvente?

Når man arbejder med sutteteknik efter barnet er 3 måneder, handler det ikke om at opnå perfektion. Man kan ikke altid forvente samme “klassiske” sutteteknik som hos et nyfødt barn.

Til gengæld er målet ofte at:

Fjerne smerter ved amning
Gøre amningen mere effektiv
Mindske kompensation med læber og kæbe
Fjerne gener som luftslugning
Undgå at barnet bliver udmattet og falder i søvn under amning

Der er ingen garanti for at sutteteknikken bliver perfekt, men den kan næsten altid optimeres. Uanset om barnet er 4, 9 eller 15 måneder.

Vil du læse mere?

Hvis du vil blive klogere på, hvordan du kan støtte dit barns mundmotorik på en alderssvarende måde, kan du læse mere her på bloggen eller finde et program med enkle mundmotoriske øvelser, der har fokus på bevægelighed, bevidsthed og funktion i munden.

Programmer

Tag: sutterefleks

Mundens reflekser til spisning