Forfatter: Julie Guldborg

Udgivet i af

Mundens reflekser til spisning

Når et barn bliver født, er munden styret af reflekser. Det er automatiske bevægelser, som hjælper barnet med at overleve, før det har lært at styre munden bevidst. 

De orale reflekser har stor betydning for synkning, beskyttelse af luftvejene og erfaringer med mad

Men de er midlertidige. 

I takt med barnets udvikling skal reflekserne gradvist integreres, så mere viljestyrede bevægelser kan tage over. Denne overgang er helt central, når barnet skal i gang med fast føde. 

Hvorfor skal reflekser integreres?

Når en refleks integreres, betyder det ikke, at den forsvinder. Den træder i baggrunden og giver plads til, at barnet selv kan styre bevægelserne

Så længe de tidlige orale reflekser er aktive, arbejder munden automatisk. Det er hensigtsmæssigt i starten, men senere har barnet brug for selv at kunne:

  • Holde maden i munden
  • Flytte den fra kind til kind
  • Tygge og synke i eget tempo
  • Bearbejde og handle på sanseindtryk i munden

Hvis reflekserne ikke falder til ro, kan de komme til at modarbejde madopstart, selvom barnet aldersmæssigt virker klar.

4 orale reflekser med betydning for spisning

Sutterefleksen

Hvornår: Er allerede aktiv i graviditeten. Den integreres typisk, når barnet er omkring 3 måneder.

Når noget placeres bagerst i munden, løfter tungen sig og bevæger sig i et bølgende frem-og-tilbage-mønster. Refleksen gør det muligt for barnet at få mælk, før det selv kan styre suttebevægelsen. 

I takt med udviklingen skal barnet gradvist overtage suttebevægelsen selv. Forbliver refleksen aktiv, vil barnet have tendens til at sutte på maden, i stedet for at arbejde rundt i munden og tygge på den. 

Brækrefleksen

Hvornår: Til stede fra fødslen. Den integreres ikke, men ændrer placering.

Refleksen beskytter barnet mod at synke noget, der er for stort. Hos en nyfødt sidder refleksen langt fremme i munden som en vigtig sikkerhed. Med alderen rykker den længere tilbage på tungen.  

Hvis tungens bevægelighed er nedsat, eller hvis munden er meget sansesensitiv, kan brækrefleksen blive ved med at ligge langt fremme.  

Det kan gøre madopstart svær, fordi barnet reagerer kraftigt og gagger, allerede når maden bevæger sig lidt bagud i munden.

Tongue thrust (Tungestød)

Hvornår: Aktiv fra fødslen og frem til cirka 6 måneder.

Når noget rører barnets læber eller forrest i munden, vil tungen automatisk skubbe det frem og ud over gummerne. Refleksen beskytter barnet mod at synke fast føde, før det er klar. (Medmindre det mades med ske af en forælder – så kan refleksen ikke altid forhindre maden i at synkes.)

Når barnet bliver klar til fast føde, integreres tongue thrust refleksen, så tungen kan begynde at bevæge sig op, bagud og fra side til side. Hvis tongue thrust forbliver aktiv, kan barnet have svært ved at holde maden i munden og vil ofte skubbe den ud i stedet for at tygge.

Biderefleksen

Hvornår: Aktiv fra fødslen. Integreres typisk omkring 6-9 måneder.

Biderefleksen udløses, når noget berører barnets gummer. Kæben lukker sammen som en beskyttende reaktion. Hos spædbørn hjælper refleksen med at stabilisere munden under amning. 

Når barnet bliver ældre, skal refleksen aftage, så kæben kan åbne og lukke mere bevidst. Hvis refleksen forbliver aktiv, kan det være svært for barnet at tygge varieret og slippe maden igen, når det er nødvendigt.

Hvad sker der, hvis reflekser ikke integreres?

Reflekser integreres gennem gentagne bevægelser og erfaring. Jo mere barnet får mulighed for at øve sig, jo mere kan det overtage de funktioner, som reflekserne har understøttet. 

Hvis en eller flere orale reflekser forbliver aktive længere end forventet, kan det blandt andet vise sig som: 

  • Svært ved madopstart
  • Hyppig gagging på mad eller bestik
  • Besvær ved at flytte mad rundt i munden 
  • Kompenserende tyggeteknik
  • Vedvarende savl 
  • Manglende lyst til fast føde
  • Kræsenhed

Udgivet i af

Mundmotoriske milepæle 0-6 år

Mundmotorisk udvikling starter allerede i graviditeten, når barnet øver sig i at synke fostervand og sutter på sine egne fingre. Efter fødslen fortsætter udviklingen. 

Udvikling er individuel, men der er som udgangspunkt en række milepæle, som mange børn følger i nogenlunde samme trin. 

Denne oversigt er et gennemsnitligt pejlemærke. Nogle børn er tidligere, andre senere, og det er helt okay. 

0-3 måneder

Sprog: Barnet kommunikerer primært gennem gråd og små lyde. Det kaldes refleksive lyde.

Spisning: Spisning er udelukkende refleksstyret. Barnet sutter rytmisk med bølgende frem- og tilbage-bevægelser af tungen. Barnet kan smage forskellige nuancer i brystmælken, alt efter mors kost.

Nye færdigheder: Barnet kan åbne munden, lukke om bryst/sut og fastholde vakuum og suttemønster. Tungen vil lejlighedsvist bevæge sig frem og tilbage over gummerne.

Stimulering: Hud-mod-hud, ro og tålmodighed ved amning og blid berøring, omkring mund og kinder.

3-6 måneder

Sprog: Barnet begynder på det, der kaldes kurren. Her bruger barnet primært vokallyde, men også enkelte N- og M-lyde. Lydene varierer i længde, tone og styrke – også kaldet stemmeleg.

Spisning: Sutningen bliver mere effektiv og mindre refleksstyret. Barnet har bedre kontrol over suttemønsteret og kan holde et stærkere vakuum. Kæben begynder at øve sine op/ned gumle-bevægelser.

Nye færdigheder: Hænder og legetøj føres til munden. Savlproduktionen øges, og barnet begynder at lave spytbobler og bil-lyde med læberne.

Stimulering: Bidelegetøj med forskellige overflader, sang og ansigtslege, for eksempel at række tunge eller titte-bøh.

6-9 måneder

Sprog: Gentagende stavelser begynder at dukke op som “ba ba” og “ma ma”, i det man kalder kanonisk pludren. Barnet eksperimenterer med tempo og lydstyrke, og kan nogle gange skrige for sjovt.

Spisning: Munden begynder at kunne håndtere mad, med op-ned-bevægelser af kæben. Læbernes lukkeevne er fuldt udviklet og overlæben kan trække mad af en ske. Tungen begynder på side-til-side bevægelser men arbejder primært maden lige ind og ud af munden, og barnet kan derfor spytte meget mad ud.

Nye færdigheder: Barnet begynder at kunne drikke af kop med støtte og kan selv føre skeen til munden – ofte med stort spild. Barnet begynder at give målrettet udtryk når det vil have mælk, drikke eller noget at spise.

Stimulering: Mad i forskellige konsistenser, som barnet skal bide højt over, og tyggevenligt legetøj.

9-12 måneder

Sprog: Lydene bliver mere varierede, og overgangene fra den ene lyd til den anden, bliver mere sikker. Det er fasen med varieret pludren. Pludren udvikles og sammensættes til længere “sætninger” – også kaldet jargon.

Spisning: Barnet tygger mere effektivt og synker mere af maden end tidligere. Det roterende tygge begynder at modne, hvor tunge og kæbe arbejder tæt sammen. Tungen begynder at kunne slikke mad af læberne.

Nye færdigheder: Barnet kan tage små bidder selv og regulere spisetempo. Det mere præcise pincetgreb om maden begynder, så barnet kan samle små hapsere op og putte i munden.

Stimulering: Drikke med sugerør, mimik-lege og sanglege som “M bah! Sagde en lille grøn frø”.

1-2 år

Sprog: Begynder at sige de første ord, som “hej” og “mad”. I løbet af året, vil barnet kunne sætte to ord sammen, som “bamse spiser”. Barnet kan nu sige alle vokallyde.  

Spisning: Tygningen bliver mere stabil, og barnet beholder maden i munden. Styrke i tyggemusklerne øges, og barnet kan spise flere hårde madvarer. Tungen øver sig i at samle maden i munden.

Nye færdigheder: Samler selv koppen op med begge hænder og fører den til munden og drikker. Barnet øver sig i at spise med bestik. Kan puste målrettet, f.eks. for at puste lys ud eller puste sæbebobler.

Stimulering: Variation i mad med forskellige krydderier og i forskellige temperaturer, puste-spil og dufte-lege.

2-4 år

Sprog: Barnet begynder på hv-spørgsmål, som “Hvad er det?”. Nu kan barnet udtale konsonantlyde, hvis de er efterfulgt af en vokal, som “tog” og “vand”.

Spisning: Kæben og tungen arbejder mere modent sammen om det roterende tyggemønster, og barnet kan tygge med læberne lukkede. Barnet har mere kontrol over, hvad der synkes, arbejdes rundt i munden og spyttes ud.

Nye færdigheder: Kan effektivt spise med bestik og selv stikke mad på gaflen. Barnet har god øje-hånd koordination og han holde koppen med en hånd, og drikke uden at spilde. Begynder at have kontrol over spyt, og kan spytte tandpasta ud i vasken. 

Stimulering: Slikkepinde, ispinde, slikke piskeriset når der er pisket flødeskum og gnave af rå gulerødder. 

4-6 år

Sprog: Barnet kan fortælle sammenhængende om oplevelser f.eks. fra børnehaven. Udtalen af konsonanter efter hinanden bliver mere sikker, som st og br – sten og brun.

Spisning: Tygning og synkning er automatiseret. Det kræver ikke lige så mange kræfter for barnet at spise, men det er stadig en stor sensorisk stimuli. Barnet bliver bedre og bedre til at regulere bid-størrelse.

Nye færdighedheder: Barnet kan selvstændigt spise med kniv og gaffel. De fleste mundmotoriske færdigheder ligner en voksens, men mindre sikker. Barnet kan puste balloner op.

Stimulering: Variation i mad og lege der udfordrer vejrtrækning og mundmotorik. Barnet kan altid forfine sine færdigheder, og i særdeleshed opbygge styrke i musklerne omkring munden. Munden fyldes med vand og barnet skal skyde efter mål med vandet, er et eksempel på en leg, der forfiner og træner præcision.

Udgivet i af

Hjælp dit barn under tandfrembrud

Tandfrembrud er en af de milepæle, mange forældre både venter på og frygter lidt. Nogle børn mærker næsten ingenting, mens andre reagerer tydeligt.

Hvorfor gør tandfrembrud ondt?

Når en tand er på vej op, bevæger den sig fra kæbeknoglen, gennem gummen og tandkødet. Det giver tryk, spænding og ømhed – nogle gange i et par dage, før tanden faktisk kan ses. Når tanden først er brudt igennem huden, vil smerterne så småt forsvinde. Det tager typisk 5 dages tid, hvor barnet er påvirket af tandfrembruddet.

Små børn bruger munden meget, til amning, spisning og blot når de leger og undersøger. Smerter og kløe kan påvirke barnet meget.

Når amningen og spisning bliver svært

Under tandfrembrud er det helt almindeligt at barnets sutteteknik ændrer sig. Nogle børn vil under tandfrembrud:

  • Sutte overfladisk
  • Slippe vakuum ofte
  • Svubbe/skøjte på bryst eller flaske
  • Bide sammen i stedet for at sutte

Er barnet begyndt på fast føde er det også normalt at det midlertidigt afviser maden eller ikke er så god til at spise som normalt. Det er helt normalt hvis barnet:

  • Spiser mindre i en periode
  • Kun vil have blødt mad
  • Skruer op for amning og ned for lysten til mad

Så længe barnet trives og ikke afviser alle former for væske, er det sjældent et problem.

Støt barnet under tandfrembrud

Man kan ikke forkorte tiden det tager for tanden at bryde igennem, men man kan støtte barnet igennem det. Det kan f.eks. lindre på smerterne at:

  • Give barnet bidelegetøj, gerne køligt (ikke frossen)
  • Tilbyde hyppige, korte amninger
  • Benytte kølende teething gel 
  • Lade barnet bruge en sut, også i vågentid
  • Sænk forventningerne til måltider
  • Masser barnets gummer med en finger
  • Masser kæben, på ydersiden hvor tanden bryder igennem
  • Brug Panodil efter lægens anvisning

Hvornår skal man være opmærksom?

Tandfrembrud kan give ubehag og feber. Det er normalt og ufarligt. 

Hvis du er i tvivl, eller dit barn virker alment påvirket, er det altid relevant at tale med sundhedsplejerske eller læge.

Udgivet i af

10 gode tips til ammeetablering

Ammeetablering er den periode, hvor amningen finder sin form. Hvor mor og barn lærer hinanden at kende, og hvor mælkeproduktionen tilpasser sig barnets behov. For mange tager det noget tid – og det er helt okay. 

De fleste oplever, at ammeetableringen strækker sig over de første 6-8 uger. I den periode er amningen sårbar, kan være hyppig, uforudsigelig og til tider krævende. Det betyder ikke at noget er galt. Tværtimod er det et tegn på, at I er ved at finde hinanden og kroppen indstiller sig.

Her er 10 blide, men vigtige tips, der kan støtte jer i processen.

1. Hyppig amning er en del af etableringen 

Nyfødte vil ofte ammes meget – nogle gange i korte intervaller. Det er barnets måde at fortælle kroppen, hvor meget mælk der skal produceres. Det er ikke unormalt at amme hver eller hver anden time døgnet rundt, indtil amningen er etableret.

2. Drik masser af væske 

Når du ammer, bruger kroppen ekstra væske til at danne mælk. Mange oplever, at det hjælper at have vand inden for rækkevidde, f.eks. i en drikkedunk, der nemt kan åbnes med én hånd. Drik gerne 2,5-3 liter væske i døgnet, når du ammer. 

3. Lær barnets tidlige signaler at kende

Spædbørn kommunikerer ikke kun med gråd, selvom det ofte kan føles sådan. Der er mange små signaler, der kan fortælle, at barnet er ved at blive sultent – som at søge, smaske eller føre hænderne til munden.

Når barnet tilbydes brystet ved de tidlige sulttegn, bliver amningen ofte mere rolig for jer begge.

4. Drop planer og mange besøg

De første uger handler i høj grad om at lære hinanden at kende. Mange oplever, at for mange planer eller besøg kan tage roen fra amningen. Hvis det er muligt, kan det være hjælpsomt at holde dagene enkle og give plads til hvile og hud-mod-hud-kontakt.

5. Variér ammestillinger 

Det kan være hårdt for kroppen at amme – både for skuldre, ryg og bækken. Forskellige ammestillinger kan aflaste både dig og barnet. Nogle gange er det også blot et skift i stilling, der skal til for at få lagt barnet godt til brystet.

6. Undgå unødig supplering

Hvis barnet trives, tager på i vægt og har våde bleer, er der ikke behov for at supplere med ekstra mælk ved siden af. Supplering kan påvirke både mælkeproduktion og sutteudvikling. 

7. Husk, I er på jeres egen rejse

Nogle etablerer amning hurtigt, andre langsommere. Mælkeproduktion, hvor meget man kan udpumpe, hvor ofte og længe man ammer – det er alt sammen individuelt. Sammenlign jer ikke for meget med andre. 

8. Lær at give dit barn blid massage

Amning er hårdt arbejde for mange af musklerne i barnets ansigt, nakke og krop. Blid babymassage kan være med til at forberede musklerne, så barnet lettere får et dybere tag og bedre udholdenhed ved brystet. 

Vil du lære en enkel massagerutine, kan du finde mit videokursus i babymassage her. 

9. Pas på med pumpen

En brystpumpe kan være en hjælp i nogle situationer, men hyppig eller tidlig brug kan tage fokus fra amningen ved brystet. For nogle kan det skabe unødig stress eller skabe en overproduktion af mælk. 

10. Snackstationen

Når du ammer, bruger kroppen ekstra energi. En lille snackstation, f.eks. en kurv ved sofaen eller et fad på bordet, kan gøre det lettere at få spist lidt oftere.

Vælg snacks, der er nemme at spise med én hånd, som kiks, nødder, frugt eller muslibarer, så energien holdes oppe i løbet af dagen. 

Hvis det føles som om det ikke fungerer

Nogle gange er ammeetablering mere udfordrende, end man havde forestillet sig. Måske gør det ondt. Måske bliver barnet hurtigt træt ved brystet. Måske er man i tvivl om, hvorvidt barnet får nok mælk. Hvis det føles sådan, er det ikke et tegn på, at du gør noget forkert. Det er et tegn på, at I har brug for støtte. 

Ammevejledning kan gøre en stor forskel.

Forskning viser, at forældre, der får professionel støtte, har langt bedre forudsætninger for at få amningen til at fungere. En stor undersøgelse fra 2017 viser, at mødre, der modtog ammevejledning, havde 5 gange større chance for at lykkes med amningen. (McFadden et al., 2017)

Booking

Udgivet i af

Tungebåndet der ikke findes – det bagerste og det forreste tungebånd

Mange forældre får i dag at vide, at deres barn enten har et stramt forreste eller et stramt bagerste tungebånd. Det kan lyde som to forskellige typer – næsten som to forskellige diagnoser.

Men her er det vigtigt at sige det tydeligt:
Der findes kun ét tungebånd.

Og vi har alle sammen et. Der findes altså ikke et forreste og et bagerste tungebånd.
Det, vi taler om, er forskellige måder, det samme tungebånd kan hæfte på.

Hvor opstår misforståelsen?

På engelsk bruges ofte betegnelserne anterior og posterior tongue-tie. De begreber beskriver i praksis, hvor i tungen begrænsningen opleves – ikke at der er tale om to forskellige bånd. 

Når man taler om det “forreste” tungebånd (anterior), mener man typisk en hæftning, der sidder langt fremme og kan ses med det blotte øje. Tungespidsen løfter sig dårligt, og båndet kan ligne en tydelig streng.

Når man taler om det “bagerste” tungebånd (posterior), handler det om en hæftning, der ligger længere inde i tungen. Her er tungebåndet ofte ikke tydeligt ved et hurtigt kig, fordi restriktionen ligger dybt i vævet. Ofte kan det kun mærkes ved undersøgelse med trænede fingre.

Det er altså ikke forskellige tungebånd, men forskellige måder, det samme tungebånd kan sidde og påvirke tungens bevægelighed på.

Når tungebåndet ikke kan ses, men stadig har betydning

En af de største misforståelser omkring tungebånd er, at det kun er relevant, hvis man tydeligt kan se det. Sådan er det ikke i virkeligheden. 

Hos nogle børn ligger restriktionen så dybt, at tungebåndet slet ikke er synligt. Derfor er det vigtigt at vurdere tungebånd ud fra tungens funktion og bevægelighed, og ikke (kun) ud fra, hvordan det ser ud. 

En begrænsning i tungen kan blandt andet vise sig ved, at tungen:

  • har svært ved at løfte sig op mod ganen
  • trækker i mundgulvet ved bevægelse fra side til side
  • ikke kan rulle tætsluttende op mod ganen ved synkning
  • ikke kan komme frit ud over læberne
  • hviler lavt i munden eller falder tilbage mod svælget

I de situationer kan tungebåndet stadig være stramt, selvom det ikke kan ses. Det er den type, der ofte omtales som “det bagerste tungebånd”.

Hvornår giver det mening at få tungebåndet vurderet?

Hvis du oplever, at noget ikke fungerer optimalt, kan det give mening at få tungebåndet vurderet – også selvom du ikke kan se et tydeligt bånd. 

Det kan for eksempel være ved:

  • smertefuld eller udfordret amning
  • tidlig træthed hos barnet under amning
  • problemer med spisning eller madopstart 
  • mundvejrtrækning, uro eller anstrengt søvn
  • luftslugning, meget gylp eller opkast
  • orale aversioner 

En mundmotorisk undersøgelse kan afklare, om tungebåndet spiller en rolle, eller om der er andre forhold, der er vigtigere at arbejde med. 

En gang for alle

Det “bagerste tungebånd” er ikke et ekstra tungebånd, der gemmer sig. Og et tungebånd kan godt være stramt, selvom vi ikke kan se det, der ofte kaldes det “forreste tungebånd”. 

Hvis du som forælder har en fornemmelse af, at dit barn kæmper, er den fornemmelse værd at tage alvorligt. Du kan for eksempel starte med en grundig mundmotorisk vurdering, og derfra finde ud af, hvad der giver mening for netop dit barn.

Udgivet i af

Sådan får du tungen op i ganen

Tungens placering i munden er ikke noget, de fleste forældre går og tænker over. Men tungens hvileposition har stor betydning for vejrtrækning, søvn, udviklingen af mundhulen og den plads der skal være til tænderne.

Når man først er blevet opmærksom på det, kan det være svært ikke at holde øje med barnets tunge. Hvis den ligger lavt i munden, kan du måske være nysgerrig på, hvad du selv kan gøre for at støtte, at tungen finder bedre op i ganen.

Tungens hvileposition er refleksstyret

Tungens hvileposition er ikke noget, barnet aktivt vælger. Det styres i høj grad af en postural refleks, som hjælper tungen med automatisk at finde op i ganen, når munden er i ro. 

Når denne refleks fungerer, hviler tungen let mod ganen, læberne er lukkede og der er mindst mulig belastning omkring mund og luftveje. 

Men refleksen er afhængig af, at tungen:

  • Kan bevæge sig frit 
  • Har styrke og udholdenhed
  • Er trænet og koordineret i sine bevægelser

Hvis blot én af disse forudsætninger mangler, kan tungen blive liggende lavt i munden.

Hvorfor ligger tungen ikke i ganen?

Der kan være flere grunde til, at tungen ikke finder sin naturlige hvileposition:

Stramt tungebånd

Hvis tungen er begrænset i sin bevægelighed, kan det være svært eller ubehageligt for den at nå op i ganen. 

Langvarig brug af sut

En sut kan holde tungen nede og fremme i munden. Over tid kan det hæmme den posutrale refleks, så tungen forbliver lavt placeret, også efter sutten er udfaset.

Mundvejrtrækning

Hvis munden ofte står åben, i hvile eller under søvn, mister tungen de naturlige rammer, der støtter dens opadgående placering.

Manglende styrke og udholdenhed

Selvom tungen godt kan komme op i ganen, er det ikke sikkert, at den er stærk nok til at holde sig der. Det gælder særligt hos børn, der tidligere har haft restriktioner, som stramt tungebånd.

Spændinger i og omkring munden

Spændinger i kæbe, læber eller mundbund kan påvirke tungens bevægelighed og det samlede samarbejde i munden.

Det kan du selv gøre

I stedet for at fokusere på at få tungen op i ganen, giver det ofte mere mening at støtte de forhold, der gør det muligt for tungen selv at finde derop. 

Det kan for eksempel handle om at:

  • Hjælpe barnet med at lukke munden under søvn. 
  • Stimulere tungen med bevægelse og legetøj 
  • Bruge sutten begrænset og udfase den tidligt
  • Få vurderet om, om der er fysiske begrænset i tungen
  • Give barnet afslappende ansigtsmassage 
  • Med større børn lege med lyde som “lalala”, “nanana” og “dadada”, som inviterer tungen opad

Små, daglige justeringer kan over tid gøre en stor forskel.

Tungens hvileposition efter klip af tungebånd

Man kan ikke forvente at en tunge, der har været begrænset af et stramt tungebånd, automatisk finder op i ganen efter et klip.

Et klip fjerner en mekanisk begrænsning, men det træner ikke tungen. For at tungen selv kan finde sin hvileposition, kræver det:

  • At tungen opbygger styrke
  • At den posturale refleks igen bliver aktiv
  • At bevægelighed og kontrol øges

For nogle børn tager det uger, for andre måneder. Udviklingen sker gradvist, og ikke fra den ene dag til den anden.

Vil du læse mere?

Du finder flere indlæg om mundmotorik, næsevejrtrækning og tungens funktion her på bloggen. Du kan også finde programmer til træning af eksempelvis næsevejrtrækning.

Programmer
Udgivet i af

Tre ting, der kan gøre madopstart sværere end nødvendigt

Opstart af fast føde er ofte noget forældre glæder sig til – men det kan også hurtigt give frustration. Her er tre meget almindelige ting, mange gør i god mening, men som kan gøre madopstarten mere udfordrende, end den behøver at være.

1. At starte før barnet er klar

Når man starter fast føde for tidligt, kan kroppen ganske enkelt være uforberedt. Fordøjelsen er ikke moden, og maden kan blive liggende i maven uden rigtigt at komme videre. For nogle børn viser det sig som mavepine, uro eller generel utilpashed. 

Samtidig kan mundmotorikken være umoden. Tungen, læberne og kæben arbejder stadig refleksstyret, og nogle af de reflekser, der beskytter barnet, kan komme til at modarbejde spisningen. 

Barnet kan dermed få en tidlig oplevelse af, at mad ikke føles rart, og det kan præge relationen til maden længe efter.

2. At made barnet i stedet for at lade det spise selv

Det er helt naturligt at ville hjælpe barnet og sørge for, at maden kommer ind i munden. Men når vi mader barnet, springer vi nogle vigtige skridt over.

Barnet får ikke mulighed for at:

  • Sanse maden med hænder og mund
  • Aktivere og udvikle mundmotorikken
  • Starte spytproduktionen og understøtte fordøjelsen helt naturligt
  • Styrke øje-hånd-koordination

Når maden blot bliver placeret i munden, lærer barnet ikke at mærke sin egen appetit, sult og mæthed.

Selvom barnet kan virke ivrig og åbne munden, er det ofte mere hensigtsmæssigt, at barnet selv styrer processen. Det kan ske ved at placere en preloaded ske på bordet foran barnet eller tilbyde maden som finger good, barnet selv kan samle op. 

Det giver ro, ejerskab og nødvendig erfaring.

3. At tilbyde mad, når barnet er meget sultent

Det kan virke logisk at tilbyde fast føde, når barnet er rigtig sultent. Så er der jo motivation for at spise. 

Men i starten handler spisning ikke om mæthed. Det handler om sansning og øvelse. 

Når barnet er meget sultent, vil det ofte være ivrigt og ukoordineret i sine bevægelser. Det kan give anledning til frustration over at maden ikke kommer hurtigt nok ned i maven, og gøre oplevelsen ubehagelig. 

En mere tryg tilgang er at lade måltidet ligge ca. 30 minutter efter amning eller flaske. Så er barnet ikke sultent, men nysgerrigt, og har overskud til at udforske.

En tryg madopstart tager tid

En god og holdbar madopstart handler ikke om at det skal gå hurtigt. Det kan kræve lidt at sætte de rigtige rammer og finde den rigtige timing, men det kan være umagen værd, på den lange bane. 

Når maden ikke haster, bliver den ofte lettere at gå til.

Udgivet i af

Det optimale vindue for klip af tungebånd

Når et tungebånd vurderes stramt, kommer spørgsmålet ofte hurtigt: Hvornår skal det klippes?

For at få ønsket effekt af klippet, handler det i høj grad om hvornår man gør det. Det er her vi taler om det, jeg kalder det optimale vindue for klip.

Hvad betyder “det optimale vindue”?

Det optimale vindue for klip, hvor barnets krop, mundmotorik og nervesystem er så godt forberedt, at klippet har de bedste forudsætninger for faktisk at føre til funktionel forandring. 

Et klip er en mekanisk frigørelse. Men det er først, når kroppen er klar til at tage den nye bevægelighed i brug, at klippet har en værdi. 

Derfor er timing en vigtig detalje.

Kriterier for at være i det optimale vindue

Når jeg vurderer om et barn er klar til klip, ser jeg ikke kun på tungebåndet. Jeg ser på hele barnet, dets krop og trivsel.

Et barn er typisk i det optimale vindue, når:

  • Tungen har opnået så meget bevægelighed som muligt inden klip
    Selvom tungebåndet er stramt, kan tungen ofte trænes til bedre kontrol, løft og udholdenhed. Jo mere funktion der er på forhånd, jo bedre kan tungen udnytte sin frihed efter klip.

    Det opnår I med mundmotoriske øvelser.
  • Kroppen er tilstrækkeligt afspændt
    Spændinger i kæbe, hals, nakke, mundbund, kinder eller kranie kan fastholde uhensigtsmæssige bevægemønstre – også efter et klip. Afspænding er ofte en forudsætning for, at klippet får effekt.

    Det opnår I med kropsbehandling.
  • Nervesystemet er i ro
    Når nervesystemet er i ro på forhånd, ser vi oftere, at barnet hurtigere regulerer sig igen efter klippet, og at oplevelsen ikke sætter sig som vedvarende ubehag i kroppen.

    Det opnår I ved fokus på ro.
  • Der er etableret øvelser og træning, som kan fortsættes efter klip

Et klip uden efterfølgende arbejde giver sjældent det fulde udbytte. Barnet (og forældrene) skal være klar til at fortsætte øvelserne bagefter – ellers risikerer man at tungen ikke lærer at bruge sin nye frihed.

Det kræver, at barnet har en alder, hvor det kan samarbejde. (Eller er spædbarn, og forældrene kan udføre øvelser)

Når disse forudsætninger er til stede, ser vi langt oftere, at klippet faktisk fører til forbedringer i amning, spisning, vejrtrækning og generel mundfunktion.

Jeg anbefaler ikke klip samme dag som vurdering

Mange steder er det kutyme at vurdere tungebånd og foretage klip samme dag. Det kan virke effektivt, men fagligt er jeg ikke enig i, at det altid er den bedste løsning. 

Når man klipper samme dag, har man sjældent:

  • Haft tid til at vurdere kroppens samlede spændingsmønstre
  • Forberedt tungen funktionelt
  • Givet nervesystemet mulighed for at finde ro
  • Sikret, at der er en plan for det efterfølgende arbejde

Det betyder ikke at klippet er forkert. Men det øger risikoen for, at klippet ikke giver den ønskede effekt. 

Undtagelsen er naturligvis de situationer, hvor et tidligt klip er nødvendigt. For eksempel vil spædbørn med massiv restriktion, hvor vægtøgning eller ernæring er truet. Her kan tid være en afgørende faktor, og der er ikke altid mulighed for at vente.

Det optimale vindue er ikke ens for alle

Det vigtigste at tage med sig er: Dit barn har sit eget udgangspunkt og sit eget behov. 

Der findes ikke ét rigtigt tidspunkt, der gælder for alle børn. Nogle bliver klar på få uger, mens andre kræver måneder. Nogle bliver klar når de er 4 måneder, andre når de er 4 år. 

Når barnet er i det optimale vindue for klip, bliver klippet ikke et isoleret indgreb, men en del af en sammenhængende proces. En proces, hvor kroppen har mulighed for at følge med. 

Hvis du er i tvivl om, hvor dit barn befinder sig i den proces, kan det give ro at få lagt en behandlingsplan, der tager højde for forberedelse, timing for klip og opfølgning. Første skridt er en mundmotorisk undersøgelse. 

Det er sjældent den hurtigste løsning. 
Men det giver ofte det bedste resultat.

Udgivet i af

Sådan stopper du dit barn i at putte alt i munden

Nogle børn bruger munden rigtig meget. De tygger i legetøj, sutter på fingre, bider i løj eller stopper næsten alt i munden. For mange forældre kan det virke mærkeligt, bekymrende – eller bare svært at stoppe.

Hvorfor bruger nogle børn munden så meget?

Munden er et af de områder på kroppen med flest sanseceller. Når barnet tygger, bider eller sutter, modtager kroppen stærkt koncentreret stimuli, fra tryk, bevægelse, smag og fornemmelse. For nogle børn er det netop den type input, de har brug for. 

Det kan være barnets måde at:

  • Finde ro i kroppen
  • Håndtere uro eller overstimulering
  • Koncentrere sig
  • Mærke munden og stimulere tunge, kinder og kæbe
  • Regulere følelser
  • Udforske verden
  • Dulme smerter 

Fagligt kaldes det ofte oral sansesøgende adfærd, men i hverdagen kan man tænke på det som: Et barn, der bruger munden som sit vigtigste redskab til at regulere sig selv.

Hvornår er det ikke længere normalt?

Hos små børn er det helt almindeligt at bruge munden meget. Især i de første leveår, under udviklingsspring eller når barnet er træt eller overstimuleret.

For nogle børn bliver det at putte ting i munden meget dominerende, og fortsætter efter barnet er 3 år. Det kan være værd at være nysgerrig på, hvis:

  • Barnet konstant tygger i tøj, ærmer, kraver eller lynlåsen på overtøjet 
  • Barnet har svært ved at stoppe, selvom du italesætter det
  • Munden altid er i brug, også når barnet ikke er træt eller overstimuleret
  • Adfærden går ud over leg, spisning eller socialt samspil

Her kan det være tegn på, at barnet har brug for mere eller anderledes støtte til regulering.

Hvad kan du selv gøre?

Det vigtige er, at målet ikke (kun) er at få barnet til at holde op med at bruge munden. I stedet handler det om at hjælpe barnet med at få det, det søger, på andre og mere hensigtsmæssige måder. Når behovet bliver mødt, vil adfærden ofte aftage af sig selv.  

  1. Giv barnet noget at bide i, der er lavet til det

    Tyggelegetøj af silikone
    Bideredskaber til spidsen af blyanter
    Bidehalskæder
  2. Målrettet oral stimulering

    Tyggegummi
    Slikkepinde og bolcher
    Eltandbørste / Vibrerende legetøj
  3. Brug munden på en funktionel måde

Blæs sæbebobler
Drik af sugerør
Tyg mad med mere modstand 

  1. Øg sanseinput i kroppen

    Dybe kram
    Kravle og klatre udenfor
    Gynge og rutsje 
  2. Gør spisning mere sansende

    Mad i forskellige konsistenser
    Mad i forskellige former og farver
    Spis med fingrene
  1. Sansestimulering gennem andre sanser

    Føl på sand, vand, modellervoks 
    Se på skiftende lys eller sanselamper
    Lyt til musik eller lydbøger 

Hvornår giver det mening at få hjælp?

At børn putter ting i munden er i sig selv ikke et problem. Mange vokser naturligt fra det. Hos andre er det et tegn på, at barnet enten har brug for mere stimulation – eller har svært ved at omsætte den stimuli, det får.

Det kan for eksempel hænge sammen med, at munden har begrænset bevægelighed og derfor ikke bearbejder sanseindtryk så effektivt. For andre handler det om, at kroppen mangler input, og at barnet søger ekstra stimuli gennem munden.

Hvis dit barn trives, er det fint med en forbigående fase, med oral stimulering. Men det kan give mening at søge mere viden og støtte, hvis:

  • Adfærden er meget intens eller vedvarende
  • Barnet virker uroligt i kroppen
  • Der samtidig er udfordringer med spisning, tale eller vejrtrækning
  • Munden aldrig rigtig finder ro

Du kan få min hjælp ved at booke en mundmotorisk.

Booking
Udgivet i af

Undgå sutteflasken de første 8 uger

De første uger med en nyfødt kan være intense. Barnet vil typisk ammes ofte, længe og nogle gange med meget korte pauser. For mange forældre kan det give en tvivl: Får mit barn mælk nok?

Der findes forskning, som viser, at børn der får sutteflaske inden for de første 8 uger, har mindre sandsynlighed for at etablere fuldamning. Sutteflaske kan forstyrre barnets sutteudvikling og forhold til brystet i de tidlige uger.

Hyppig amning er normalt

Det er helt normalt, at nyfødte vil ammes ofte. Især om aftenen kan barnet virke utilfreds, søgende og have behov for at komme til brystet igen og igen. 

Det betyder ikke nødvendigvis, at der mangler mælk. 

Tværtimod er den hyppige amning en vigtig måde, hvorpå barnet fortæller mors krop, hvor meget mælk der skal produceres. Hvis man i denne fase erstatter noget af amningen med flaske, får kroppen færre signaler, og mælkeproduktionen kan blive lavere, end barnet egentlig har brug for.

Hvornår har barnet brug for mere mælk?

Mange tror, at hyppige opvågninger om natten eller klyngeamning om aftenen betyder, at barnet ikke bliver mæt. Men det er sjældent tilfældet. 

I stedet kigger man på om barnet:

  • tager tilstrækkeligt på i vægt
  • har 6 eller flere våde bleer i døgnet
  • er vågent og reagerende 

Hvis disse ting er på plads, er der som udgangspunkt ikke tegn på, at barnet mangler mælk – heller ikke selvom det vil ammes ofte.

Når flasken gives for tidligt

Når et barn får flaske i de allerførste uger, kan det påvirke amningen på flere måder. Forskning viser, at tidlig supplering med flaske er forbundet med øget risiko for, at amningen enten ikke etableres fuldt eller ophører tidligere end planlagt. Mødre, der giver modermælkserstatning på flaske i den første måned, har markant større sandsynlighed for ikke at fuldamme efter 1-2 måneder sammenlignet med dem, der ikke supplerer (Flaherman et al., 2019).

Hverken sutteflasker, modermælkserstatning eller supplering er forkert. Men ved at benytte det for tidligt, kan det spænde ben for at få amningen godt i gang. Det skyldes blandt andet, at det reducerer barnets tid ved brystet og den stimulation, som er nødvendig for at opbygge og fastholde mælkeproduktionen i den sårbare opstartsperiode.

Flaskepræference

Bryst og flaske fungerer forskelligt. Når barnet spiser fra flaske, kommer mælken lettere og hurtigere, og det kræver mindre arbejde af munden. 

Hos helt små børn kan det betyde, at de hurtigt begynder at foretrække flasken. Det kaldes flaskepræference, og kan opstå overraskende hurtigt, især hos de yngste spædbørn. 

For nogle viser det sig ved, at:

  • Barnet vil ikke tage fat om brystet
  • Barnet sutter kortvarigt, slipper og skriger
  • Barnet mister interessen for brystet
  • Barnet skriger ved brystet, men falder til ro ved flaske
  • Barnet ikke vil arbejde for mælken ved brystet

Hvis der er behov for at supplere

Der kan være situationer, hvor barnet har behov for ekstra mælk, f.eks. hvis mor skal være væk fra barnet i en periode. 

I de første uger anbefales det da at supplere på måder, der ikke involverer sutteflaske. Det kan for eksempelvis være via kop, sprøjte eller fingerfeeding. 

På den måde kan barnet få den mælk, det har brug for, uden at amningen forstyrres unødigt.

Flaherman et al., 2019
Whipps et al., 2021