Udgivet i

Når baby har svært ved at danne vakuum om brystet – og hvad du gør ved det

For nogle forældre føles amning hurtigt besværligt. Barnet glider af brystet, mister grebet, klikker, slipper ofte eller får simpelthen bare ikke fat. Måske gør det ondt at amme og måske lykkes det ikke for barnet at få nok mælk ud af brystet. 

En hyppig årsag til den slags udfordringer er, at barnet har svært ved at danne et stabilt vakuum.

Hvad betyder det at danne vakuum?

Når en baby ammer, er det vigtigt, at munden kan danne et tæt og stabilt rum omkring brystet. Det er vakuum. Vakuummet gør det muligt for barnet at få mælken ud ved hjælp af tungens rytmiske, bølgende bevægelser op mod brystet.

Et velfungerende vakuum hjælper mælken med at flyde, uden at barnet behøver bruge unødigt mange kræfter. 

Hvis vakuummet derimod er svagt, hvis munden ikke lukker tæt om brystet, eller hvis vakuummet hele tiden brydes, vil barnet ofte kompensere. Det kan ske ved at klemme mere med læber og kæbe for at holde fast. Den måde at sutte på er ofte både mindre effektiv og mere belastende, både for brystet og barnet.

Tegn på at vakuumet er udfordret

Det kan komme til udtryk på mange måder, og ikke alle tegn behøver være til stede:

  • Baby mister ofte grebet om brystet
  • Der høres klik-lyde under amning
  • Baby glider yderligt på brystet
  • Brystet svubber ind og ud af munden
  • Amningen føles gnavende
  • Baby bliver hurtigt træt ved brystet
  • Amning tager lang tid, uden baby virker mæt
  • Der sluges meget luft 
  • Øget tendens til gylp
  • Mor får sår og revner på brystvorten 

Disse tegn fortæller, at munden ikke arbejder helt optimalt – og det kan der være flere årsager til. 

Hvorfor kan det være svært at danne vakuum?

For nogle børn kan små justeringer i ammestilling eller måden, barnet lægges til brystet på, være nok til at skabe forbedring. For andre kan der være en funktionel begrænsning, der påvirker måden, munden arbejder på. 

Spændinger i nakke eller krop

Spændinger kan begrænse tungens bevægelighed og gøre det sværere at skabe og holde vakuum. Det kan vise sig ved, at barnet foretrækker bestemte stillinger, virker uroligt ved brystet eller føles meget stiv i kroppen. Nogle forældre beskriver det som, at barnet “gør modstand” eller har svært ved at finde ro i amningen.

Begrænsninger i tungens bevægelighed

Hvis tungen har svært ved at komme op mod ganen og bevæge sig frit, kan vakuummet blive ustabilt, og sutteteknikken mindre effektiv. Tungen kan være begrænset i sin bevægelighed grundet stramt tungebånd eller spændinger i mund og hals. 

Sutteforvirring

Hvis barnet tidligt i forløbet får flaske eller ammebrik, kan man opleve sutteforvirring. Det skyldes, at teknikken ved flaske og ammebrik er anderledes end ved brystet. Nogle børn har svært ved at skifte mellem de forskellige måder at sutte på, og det kan påvirke både vakuummet og taget om brystet.

Et presset nervesystem

At finde brystet, tage fat, sutte og synke styres i høj grad af reflekser. Hvis barnet har haft en hård start, for eksempel en lang eller kompliceret fødsel, kejsersnit, for tidlig fødsel eller tidlig adskillelse, kan det påvirke roen i nervesystemet og dermed de primitive reflekser. Det kan gøre det sværere for barnet at koordinere sutteteknikken og finde ro ved brystet.

Ukoordineret mundmotorik

Nogle gange er der ikke en tydelig årsag til at mundmotorikken er udfordret. Munden kan simpelthen have brug for ekstra støtte og tid til at finde rytmen. Ligesom resten af kroppen udvikler mundmotorikken sig individuelt, og nogle børn har brug for mere hjælp end andre i starten.

Hvad kan du selv prøve?

Hvis dit barn trives, tager på i vægt og virker vågent og tilpas, kan der være god mening i selv at prøve at støtte amningen, inden I søger hjælp. Hvis udfordringerne derimod påvirker barnets trivsel, er det vigtigt at søge hjælp med det samme.

For jer, der har ro og mulighed for at prøve selv, kan disse tre trin være et godt sted at starte:

  1. Skift til Cross cradle
    Mange har glæde af stillingen Cross Cradle, hvor du støtter barnets krop og nakke med den ene arm og har den anden hånd fri til at forme og støtte brystet.
  2. Støt barnets kinder
    Når barnet har fat om brystet, kan et let pres ind mod kinderne hjælpe med at stabilisere mundens greb og støtte vakuummet. 
  3. Hold hyppige pauser
    Det kan være hårdt for barnet at danne vakuum. Korte pauser, inden barnet bliver træt, kan gøre amningen mere overskuelig og forlænge den samlede tid ved brystet.

    BONUS – Mundmotoriske øvelser til sutteteknik
    Hvis dit barn er under 3 måneder, kan mundmotoriske øvelser støtte sutteteknikken. Jeg har samlet et program med enkle øvelser, der kan bruges hjemme i ro og eget tempo.

Mundmotorisk undersøgelse

Mange babyer med udfordret vakuum trives fint, men bruger flere kræfter end nødvendigt. Med den rette støtte kan amningen ofte blive både mere effektiv og mere behagelig for jer begge. 

Hvis du er nysgerrig på, om dit barns mundmotorik spiller en rolle i jeres amning, kan du booke en mundmotorisk undersøgelse her.