Udgivet i

Sådan får du tungen op i ganen

Tungens placering i munden er ikke noget, de fleste forældre går og tænker over. Men tungens hvileposition har stor betydning for vejrtrækning, søvn, udviklingen af mundhulen og den plads der skal være til tænderne.

Når man først er blevet opmærksom på det, kan det være svært ikke at holde øje med barnets tunge. Hvis den ligger lavt i munden, kan du måske være nysgerrig på, hvad du selv kan gøre for at støtte, at tungen finder bedre op i ganen.

Tungens hvileposition er refleksstyret

Tungens hvileposition er ikke noget, barnet aktivt vælger. Det styres i høj grad af en postural refleks, som hjælper tungen med automatisk at finde op i ganen, når munden er i ro. 

Når denne refleks fungerer, hviler tungen let mod ganen, læberne er lukkede og der er mindst mulig belastning omkring mund og luftveje. 

Men refleksen er afhængig af, at tungen:

  • Kan bevæge sig frit 
  • Har styrke og udholdenhed
  • Er trænet og koordineret i sine bevægelser

Hvis blot én af disse forudsætninger mangler, kan tungen blive liggende lavt i munden.

Hvorfor ligger tungen ikke i ganen?

Der kan være flere grunde til, at tungen ikke finder sin naturlige hvileposition:

Stramt tungebånd

Hvis tungen er begrænset i sin bevægelighed, kan det være svært eller ubehageligt for den at nå op i ganen. 

Langvarig brug af sut

En sut kan holde tungen nede og fremme i munden. Over tid kan det hæmme den posutrale refleks, så tungen forbliver lavt placeret, også efter sutten er udfaset.

Mundvejrtrækning

Hvis munden ofte står åben, i hvile eller under søvn, mister tungen de naturlige rammer, der støtter dens opadgående placering.

Manglende styrke og udholdenhed

Selvom tungen godt kan komme op i ganen, er det ikke sikkert, at den er stærk nok til at holde sig der. Det gælder særligt hos børn, der tidligere har haft restriktioner, som stramt tungebånd.

Spændinger i og omkring munden

Spændinger i kæbe, læber eller mundbund kan påvirke tungens bevægelighed og det samlede samarbejde i munden.

Det kan du selv gøre

I stedet for at fokusere på at få tungen op i ganen, giver det ofte mere mening at støtte de forhold, der gør det muligt for tungen selv at finde derop. 

Det kan for eksempel handle om at:

  • Hjælpe barnet med at lukke munden under søvn. 
  • Stimulere tungen med bevægelse og legetøj 
  • Bruge sutten begrænset og udfase den tidligt
  • Få vurderet om, om der er fysiske begrænset i tungen
  • Give barnet afslappende ansigtsmassage 
  • Med større børn lege med lyde som “lalala”, “nanana” og “dadada”, som inviterer tungen opad

Små, daglige justeringer kan over tid gøre en stor forskel.

Tungens hvileposition efter klip af tungebånd

Man kan ikke forvente at en tunge, der har været begrænset af et stramt tungebånd, automatisk finder op i ganen efter et klip.

Et klip fjerner en mekanisk begrænsning, men det træner ikke tungen. For at tungen selv kan finde sin hvileposition, kræver det:

  • At tungen opbygger styrke
  • At den posturale refleks igen bliver aktiv
  • At bevægelighed og kontrol øges

For nogle børn tager det uger, for andre måneder. Udviklingen sker gradvist, og ikke fra den ene dag til den anden.

Vil du læse mere?

Du finder flere indlæg om mundmotorik, næsevejrtrækning og tungens funktion her på bloggen. Du kan også finde programmer til træning af eksempelvis næsevejrtrækning.